×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Lørdag d. 1. maj 2021 (hele dagen) til mandag d. 31. maj 2021 (hele dagen)

Månedens salme i maj: Når æbletræets hvide gren (nr. 805 i 100 Salmer)

Skrevet af sognepræst Jacob Kleofas og organist Anne Bjerre Braüner

Månedens salme i maj er en smuk, erfaringsnær og poetisk forårsbebuder, hvor ”et glædesbud forplanter sig: Guds rige er på vej” (v. 5).

Den er skrevet af en vor tids mest produktive salmedigtere Lisbeth Smedegaard Andersen, der for to år siden i anledning af hendes 85 års fødselsdag blev omtalt i Herning folkeblad, som en der ”udfylder huller i salmebogen”. Og det er ikke uden grund, for hendes mange år som salmedigter har bevist hendes sproglige sikkerhed og et berigende billedsprog, der vækker hele det menneskelige sanseapparatet.

Salmen er skrevet til Kristi Himmelfarts dag, men rækker langt ud over sin primære sammenhæng, så den kan synges i hele maj, hvor æbletræet ofte vil stå i blomst. Første gang den blev udgivet var i salmebogstillægget 'Lysets utålmodighed - salmer til de gammeltestamentlige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid' (2011). Salmernes Bog kap 110, vers 1-4 er udgangspunktet for salmen.

Salmen begynder i vores erfaring med naturens forår i æbletræets blomster og det lyse skær af de spæde bøgetræer. Bag himlens hvide skyer på en Kristi Himmelfart ser du og jeg den velsignede sol. Et lys, der kun kan komme fra Guds kongestol. For Jesu himmelfart har ”åbnet rummet over dig”. Forår bliver til pinse.

Pinsen er den af de kristne højtider, som vel nok er allersværest at få greb om. I pinsens beretninger hører vi hvordan disciplene fyldes af en ånd, som tager magten over deres stemmer så de pludselig taler med fremmede sprog og fortæller om Gud. Den samme som bevirker, at vi i tredje vers - nærmest sammen med disciplene - involveres vi i en fælles lovsang, hvor vi med åndens hjælp får løsnet ”vores tungebånd så munden løber over med, hvad hjertet fyldes af”. Menighedens fælles lovsang kan derfor bryde ud med ordene: ”Guds rige er på vej”. Til sidst bliver vi igen ført tilbage til det erfaringsnære forårsrum med det mindste frø, der ”vokser til et vældigt træ med fuglesang i blomsterlæ det bedste man kan tænke sig en forårsdag i maj”.

Der findes to melodier til salmen. Vi har valgt at bruge den, som er skrevet af musikeren og komponisten René Arvid Jensen i 2007. Selv om melodien altså er relativt ny, skriver den sig ind i en klassisk tradition uden for mange rytmiske finurligheder eller skæve spring.

Arvid Jensens melodi gentager de to sidste linjer i hvert vers. Og da Lisbeth Smedegaard har ladet netop de to sidste linjer i hvert vers hænge indholdsmæssigt sammen med begyndelsen på næste vers, bliver vi via melodien mere opmærksomme på netop disse linjer.

Melodien er lys, nem at lære og svær at glemme igen – og det øger hele salmens hit-potentiale! Om den også er slidstærk nok, kan man selv bedømme ved at synge med i kirken ved alle maj måneds gudstjenester, eller ved at høre salmen her:

Når æbletræets hvide gren - Maj Salme - YouTube

Månedens salme i maj