Kalkmalerier

Kirkens tre østligste hvælv er dækket af gotiske kalkmalerier fra o. 1450. Det samme værksted har også udsmykket Holtug og Tybjerg kirker men kaldes Højelseværkstedet efter det første sted, hvor der blev afdækket kalkmalerier fra dette værksted. Kalkmalerierne blev efter reformationen overmalet og først genfundet i 1870erne, hvor de blev restaureret af professor Jacob Kornerup. Efter at have taget en del skade på grund af et utæt tag og en rygende kakkelovn blev de nyrestaureret i 1930erne.

Salomon og David
Den harpespillende kong David (Rex  David) sidder til venstre iført en smukt namenteret kappe. Han er anbragt på  en alterlignende bænk. Det sorgfulde blik i det midaldrende mandsansigt er vendt mod den korsfæstede i kappen overfor, mens han anslår harpens strenge. I middelalderens musikinstrumentfrem-stillinger i kalkmalerier var det ikke ligegyldigt, hvilket instrument, hvilket instrument man betjente sig af. Når Kristus skulle forherliges - eller i det hele taget, når Kristus var "indblandet" - var det strengeinstrumenter som harpe, luth, fedel, guitar og psalterium, man (tit engle, men her altså David) benyttede. Som blæseinstrumenter var det f.eks. s-formet basun eller domsbasun, som ses i kappe 5, der benyttedes. Den gamle, hvidskæggede kong Salomon, Davids søn, er lige så smukt klædt på som sin far. Han er anbragt på samme måde som David, men holder i stedet for et musikinstrument et skriftbånd, hvorpå der kun er bevaret ordet "Adam". Det viser også over mod den korsfæstede Kristus, som er "den nye Adam". Skriftbåndet under Salomon den vise. At Salomon er fremstillet ældre end sin far må gå på, at visdommens tegn altid har været ærværdigt hvidt hår og skæg.

Helvedesgabet 
I dette fag er billederne lavet med baggrund alene i Det gamle Testamente. Atter på østkappen et væsentligt motiv. Den korsglorieprydede Gud sidder tronende med jordkuglen i venstre hånd og med højre hånd løftet i en velsignende gestus. Sol og måne er på hver side af ham, og hele gudsskikkelsen er i en mandorla. På begge sider af Gud sidder tilbedende engle. De er skabt af Gud som det første. Disse engle kaldes serafer, og de ser noget forskrækkede ud, for det spe-cielle ved fremstillingen af skabelsen i alle tre Højelseværksteds kirker er, at man ser Lucifers nedstyrtning. Lucifer (= Satanael) var den første engel. Gud skabte. Hans navn betød den strålende morgenstjerne - lysbæreren. Efter ham skabte Gud de fire ærkeengle, Michael, Gabriel, Uriel og Rafael og 6.000 andre. Satanael var leder af englekoret, men sammenlignede sig selv med Gud og blev derfor nedstyrtet (med sine tilhængere) i det helvedesgab, som man kan se, og hans navn ændredes til Satan. Man ser en modbydelige personage med dyrehoved, rynket krop og flagermuse-vinger. Det onde har altså eksisteret fra begyndelsen. I al sin gru vises her, hvad der sker de mennesker, der »blev vejet og fundet for lette«. Helvedesgabet, hvis udformning, når hæsligheden skal beskrives, også her i Højelse leder tanken hen på Jobs bog, kap. 4 og Johannes Åbenbaring, er allerede godt fyldt med fortabte. Her føres de nøgne sjæle, uden persons anseelse, af djævle, som jo uløseligt er forbundne med det syndige og lastefulde i mennesket, hen mod fortabelsen på modbydelig måde. Den forreste af de to djævle er forsynet med gevir, store ører, hundeansigt, rovfuglefødder og hale. På nakken bærer han en skovhuggerkurv med to kvinder i. Den bageste djævel sidder på ryggen af en kvinde, i et »mareridt«. Han er ikke mindre uhyggelig end den forreste med sine bukkehorn, flagermusevinger, rovfugleklør og sin pisk.

Skabelsen 
Adams skabelse til venstre og forevisningen af kundskabens træ til højre. Gud bøjer sig over den liggende Adam ("Af jord er du kommet"). Ved siden af - i den samme kappe - forevises kundskabens træ for Adam. I middelalderen var et højstammet, som man ser her, ikke noget særsyn. Man afskar de nederste grene på løvtræer til dyrefoder. Det kan også bemærkes, at Paradisets have her er omgivet af et flettet risgærde, som var udmærket kendt i samtiden.

Sct. Jørgen og dragen Sankt Jørgen
(Jørgen = Georg) blev født ca. år 280 i Kappadokien i det nordøstlige Lilleasien. Han var en højtstående romersk officer under kejser Diocletian. Som oberst og tribun havde han direkte adgang til kejseren, som satte stor pris på tapperhed. Da kristenforfølgelserne på ny satte ind, prøvede kejseren at få den kristne unge mand til at frafalde sin tro. Men han holdt fast og blev lagt i lænker og pint på det grusomste. Han overlevede dog ved Guds bistand, og til sidst måtte kejseren lade ham halshugge for ar få en ende på hans liv. Dette skete i år 303.

Skt. Jørgen er en af 14 nødhjælpere, korsriddernes bannerbærer, Englands nationalhelgen og herhjemme kendt i middelalderen som den, man påkaldte mod spedalskhed. De ulykkelige spedalske kunne, efter at de var udstødt af samfundet på grund af deres sygdom, søge tilflugt på Skt. Jørgensgårde.

Mest berømt er Skt. Jørgen som dragedræber. Det hed i en legende, at en drage huserede i Beiruts omegn. Der var ofret adskillige, både dyr og mennesker, til uhyret, og nu var loddet faldet på selve kongens datter. Kalkmaleriet viser det øjeblik, hvor den rustningsklædte Jørgen med flagrende bånd og skærf har spiddet dragen med sin lanse. Læg også mærke til hans flot udstyrede hest. Prinsesse Kleodoline knæler i baggrunden med hænderne løftet anråbende. Hun har et lam i en snor.

Dragen er et symbol på djævelen, som Jørgen bekæmper. Prinsessen symboliserer troen og kirken, og lammet, der skulle have været ofret sammen med hende til dragen, symboliserer Kristus. At Jørgen er anbragt lige over for den tronende Kristus, er sikkert at opfatte som en hyldest til Kristus.

(Kilder: Danmarks Kirker - Bente Hammershøy og Torkill Jensen: Højelse kirke, 1988).